Om Hudevad A/S
Kort sagt
Fra medløber til frontløber
Organisation
Salgs- og leveringsbetingelser
Jobs
Historien bag HUDEVAD
HUDEVAD Radiatorfabrik så sin begyndelse i 1936, 3 år før anden verdenskrig. Men faktisk starter historien allerede i 1872 med Hudevad Smedje, der i dag er omdannet til museum. Manden bag HUDEVAD var den arbejdsomme kunstsmed Hans Rasmussen, der år forinden havde arbejdet med udvikling af centralvarmekomfurer og radiatorer. Vedvarende opfindsomhed, initiativ og fleksibilitet blev måske derfor nogle af de kerneværdier, som Hans Rasmussen byggede HUDEVAD på. Han førte bl.a. HUDEVAD frelst og endda endnu stærkere gennem besættelsestiden.
Fra funktionalitet til elegant design
Da toldsatserne for støbejern i starten af 1930’erne blev forhøjet, aftog produktionen af støbejernsradiatorer. Den billigere produktion af pladejernsradiatorer vandt i stedet langsomt frem, og de første håndværksfremstillede radiatorer fra 1929 blev derfor hurtigt afløst af søjleradiatoren, der var svejset sammen af formpresset pladejern.
Fra 1938 påbegyndte HUDEVAD fabrikationen af PLAN radiatorer på norsk licens. Denne pladejernsradiator blev hurtigt efterspurgt pga. sit enkle og elegante design, og PLAN radiatoren blev i 1960’erne HUDEVAD’s hovedprodukt.
Skræddersyet håndværk
Igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne blev HUDEVAD kendt for sine skræddersyede radiatorløsninger med højkvalitetsprodukter. Radiatoren skulle ikke længere gemmes væk bag en skjuler, men i stedet være en arkitektonisk del af rummet.
I 1970’erne havde HUDEVAD Radiatorfabrik A/S over 300 ansatte, filialer i både Rudkøbing og Struer og salgsselskaber i både Tyskland, England, Belgien, Frankrig og Canada. Rasmussen-familien ledte trofast og stolt HUDEVAD gennem fire generationer – helt fra håndværk til industri, mens virksomheden langsomt tog verden med storm.
Samarbejdet med Ribe Jernindustri
I 2004 købte Ribe Jernindustri A/S aktierne i HUDEVAD Radiatorfabrik A/S og overtog virksomheden i december 2004.
Ribe Jernindustri A/S blev grundlagt som et metalstøberi af Frederik von Støcken tilbage i 1848. Virksomheden var landskendt for sine støbejernsovne, og denne produktion stoppede først i 70’erne. Siden har virksomhedens primære produktion været pladejernsradiatorer.
Idet HUDEVAD har en stor eksportandel, og Ribe Jernindustri har en stor hjemmemarkedsandel, åbnede samarbejdet op for mange muligheder, der kunne lede til markant fremgang på især eksportmarkederne.
I dag kan HUDEVAD radiatorer ses over hele verden, bl.a. i restauranten i Eiffeltårnet og Operaen i København. Og trods historisk udvikling og omvæltning er navnet HUDEVAD, dets stærke værdier og stolte traditioner til stadighed bevaret.
Fra medløber til frontløber
Hudevad / Ribe Jernindustri arbejder tæt sammen med arkitekter og rådgivende ingeniører om udvikling og forbedringer inden for varmeløsninger.
Bl.a. er der fuld fokus på design, kundetilpassede løsninger, lavenergi- og bæredygtigt byggeri.
Hudevad / Ribe Jernindustri har i de seneste år deltaget i et såkaldt "Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram" under ledelse af Energitjenesten og Teknologisk Institut i Danmark. Dette har givet væsentlig viden og udvikling.
Vi afholder derfor jævnligt seminarer for byggeriets parter omkring radiatorer og lavenergi - hos kunden eller hos os.
Invitation til seminar om radiatorer og lavenergi kan downloades her:
Kort sagt
- 140 medarbejdere
- Hovedkontor og produktion i Ribe, Danmarks ældste by
- Salgskontor (Hudevad Britain) i Coventry, England
- Hovedforretningsområde - levering af design-radiatorer i tæt samarbejde med bygherrer, arkitekter og rådgivende ingeniører
- Kundesupport- og after sales service teams står til rådighed for de enkelte markeder
- Primære markeder - Danmark, Norge, Sverige, England, Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien
Hudevad er et af Europas førende navne inden for udvikling og produktion af innovative radiatorer - radiatorer, der passer ind i enhver arkitektonisk linje.
Hudevad ejes af Ribe Jernindustri A/S.
Ribe Jernindustri A/S blev grundlagt i 1848 som et jernstøberi.
Siden 1973 har firmaet produceret pladeradiatorer, konvektorer, tilbehør mv. under navnet RIOpanel.
Nytænkning og en stram kvalitetskontrol har bragt Ribe Jernindustri A/S i front på radiatormarkedet.
Identify. Invent. Inspire.
Organisation
1. Definition
VVS-materiel betyder alt sådant udstyr, som faktisk handles mellem parterne.
2. Anvendelsesområde
2.1. Restforholdet mellem parterne skal bedømmes efter dansk ret med de ændringer, der fremgår af nærværende salgs- og leveringsbetingelser.
2.2. Ved enhver aftale om køb eller salg af VVS-materiel mellem parterne skal disse anses for vedtaget som grundlag for købs- og salgsaftalen.
3. Tegninger, beskrivelser og prøver m.v.
3.1. Alle tegninger og tekniske dokumenter til brug ved fremstilling af leverancer eller dele deraf, som overlades køber før eller efter aftalens indgåelse, forbliver sælgers ejendom. De må ikke uden dennes tilladelse anvendes til andet end i forbindelse med brugen og vedligeholdelsen af det leverede VVS-materiel og må ikke af køber kopieres, reproduceres, overgives til eller på anden måde bringes til uvedkommende tredjemands kendskab.
3.2. På købers forlangende skal sælger vederlagsfrit forsyne ham med et eksemplar af den foreliggende instruktion.
4. Priser og levering.
4.1. Priser og betalingsbetingelser fremgår af sælgers til enhver tid gældende prisliste ekskl. moms.
4.2. Afgiver sælger skriftligt tilbud, der ikke angiver særlig acceptfrist, bortfalder tilbudet, såfremt accept ikke er kommet frem til sælger inden 5 uger fra tilbudets dato.
4.3. Leveringsstedet er købers adresse eller den af køber udpegede modtageradresse i Danmark, og levering sker franko, medmindre andet fremgår af tilbudet. Eventuel fragt, som køber skal betale, skal altid faktureres denne og ikke betales kontant ved modtagelsen. Forsendelser under 200 kg debiteres altid fragt.
4.4. Køber har ret til at returnere de, på returneringstidspunktet, lagerførte varer til sælger og har krav på kreditering af 80% af købsprisen. Returvarer kun efter forudgående aftale. Såfremt køber ikke kan oplyse fakturanummer, krediteres 65% af købsprisen. Kun nye og ubrugte varer kan returneres. Returvarer skal være rengjorte og ubeskadigede. Fabriksemballerede varer skal sælger tage retur i ubrudt original emballage.
5. Emballage
5.1. Sælger leverer VVS-materiel i en sådan emballage, som under hensyn til transporten til leveringsstedet kræves for at forhindre beskadigelse eller forringelse af leverancen. Specialemballage debiteres altid særskilt.
5.2. Standardemballage, såsom paller og box-paller, der er faktureret køber, vil blive godskrevet køber ved frankoreturnering til sælger i ubeskadiget stand. Engangsemballage refunderes ikke, selv om den eventuelt faktureres.
6. Forsinket levering
6.1. Leveringstider gælder med forbehold af force majeure.
6.2. Såfremt sælger vil påberåbe sig force majeure, eller såfremt sælger må indse, at aftalte leveringstider ikke kan overholdes, påhviler det sælger ufortøvet at give køber underretning herom.
6.3. Konventionalbod ved forsinkelse udredes kun, såfremt særskilt skriftlig overenskomst træffes herom. Er en sådan overenskomst indgået, og overskrider sælger den aftalte leveringstid - uden at der foreligger rettidigt notificeret force majeure - er køber berettiget til en konventionalbod fra den dag, hvor levering skulle have fundet sted. Konventionalboden udgør 0,5% for hver hele uge, forsinkelsen varer, art den del af den aftalte købesum, som dækker den forsinkede del af leverancen. Konventionalboden kan dog ikke overstige 10% af beregningsgrundlaget.
6.4. Såfremt sælger overskrider leveringstiden, uden at der foreligger force majeure - og leverancen fortsat ikke leveres, kan køber skriftligt kræve levering og fastsætte en sidste rimelig frist, som ikke kan være kortere end 5 arbejdsdage. Efter udløb af denne frist kan køber - medmindre han bærer ansvaret for forsinkelsen - skriftligt hæve aftalen, for så vidt angår den forsinkede del af leverancen. Køber har, såfremt han hæver aftalen, krav på erstatning for de direkte tab, han har lidt ved forsinkelsen, idet erstatningen dog ikke kan overstige 10% af den aftalte købesum. Bortset fra denne erstatning samt evt. konventionalbod er ethvert krav fra køber i anledning af sælgers forsinkelser udelukket. Såfremt køber bærer ansvaret for forsinkelsen, kan sælger gøre tilsvarende hæve- og erstatningsbeføjelser gældende for køber.
6.5. I tilfælde, hvor force majeure har hindret levering i mere end 4 måneder, har begge parter ret til at hæve handelen og kan ikke derudover kræve nogen form for erstatning for hverken direkte eller indirekte tab.
7. Betaling og morarente.
7.1. Betaling skal, hvis intet andet er aftalt, ske ifølge den på aftaletidspunktet gældende branchekutyme.
7.2. Fra forfaldsdatoen er sælger berettiget til morarente, svarende til gældende branchekutyme.
7.3. Tilskrevne renter forfalder til omgående betaling og betales forud for al anden gæld ved løbende indbetalinger.
8. Mangler, garanti og afhjælpningsret.
Såfremt fabrikanten har udarbejdet en særlig skriftlig garanti for varen, vil den kun blive videregivet, såfremt det fremgår af garantien, at alene fabrikanten hæfter for garantiperioden i forholdet til købers aftager, idet krav på ydelser efter en af fabrikanten udformet garanti kun kan gøres gældende over for fabrikanten.
8.2. Mangler eller fabrikationsfejl, hvorom der reklameres berettiget og rettidigt inden 14 dage, afhjælpes ved omlevering eller reparation. Enhver udgift forbundet med demontering, montering og transport af nye eller reparerede dele afholdes af sælger. Køber er dog forpligtet til at bidrage med tre arbejdstimer pr. skadestilfælde, og sælgers hæftelse i medfør af nærværende er begrænset til kr. 75.000 pr. skadestilfælde (= pr. leverance).
8.3. Der ydes på alle Hudevad radiatorer og konvektorer 5 års reklamationsfrist - regnet fra leveringsdagen - for materiale- og fabrikationsfejl.
9. Begrænsning af ansvar.
Ud over ovenstående har køber ikke andre misligholdelsesbeføjelser, og sælger hæfter således aldrig for f.eks. driftstab, avancetab og andet indirekte tab.
9.1. Fabrikken kan ikke gøres ansvarlig for skader, som er opstået ved tæring eller i øvrigt gennem anlæggets urigtige konstruktion eller mangelfulde pasning, trykprøvning, hvor trykket overstiger det af fabrikken normerede, tilsætning af kemikalier i det cirkulerende vand etc. Fabrikken har under ingen omstændigheder erstatningspligt, såfremt skaden er søgt eller er udbedret, inden fabrikken har erkendt erstatningspligten.
10. Produktansvar.
For produktansvar gælder de til enhver tid gældende regler i dansk ret. Sælger er dog aldrig ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab, medmindre sælger har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
11. Byggeleveranceklausul.
For leverancer i Danmark til statslige, amtskommunale og kommunale byggearbejder og statsstøttede byggearbejder og lign. gælder, at disse leveres efter reglerne i Byggestyrelsens cirkulære af 25. juni 1986. Klausulen er aftrykt nedenfor.
11.1. Byggeleveranceklausulen:
Leverandørens ansvar for mangler ved leverance ophører 5 år efter afleveringen af det byggeri, hvori leverancen indgår. Ved leverancer til lager eller videresalg ophører ansvaret dog senest 6 år efter leveringen til køberen. Såfremt det må anses for godtgjort, at et krav vedrørende mangler ved leverancer ikke - eller kun med stor vanskelighed - kan gennemføres mod leverandørens køber eller mod efterfølgende købere, anerkendes det, at kravet tillige kan gøres gældende direkte mod leverandøren. Også i sådanne tilfælde kan leverandøren kun gøres ansvarlig for mangler i det omfang, hans egen leverance er mangelfuld, og endvidere kun i det omfang, der følger af hans eget kontraktforhold med hans køber. Leverandøren anerkendes dog i alle tilfælde at kunne sagsøges sammen med køberen eller efterfølgende købere i anledning af parternes indbyrdes forhold. Sagen behandles ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.
12. Værneting.
Alle tvistigheder mellem parterne i anledning af aftalen og alt, som har sammenhæng hermed, afgøres af de almindelige danske domstole i henhold til reglerne i retsplejeloven, bortset fra de i AB 92 §10 stk. 4 nævnte tilfælde.
Jobs
Her kan du se, hvilke jobmuligheder du har lige nu hos Ribe Jernindustri A/S.
Der er ingen ledige stillinger for øjeblikket.
Har du lyst til at søge uopfordret, er du velkommen til at sende os en kortfattet ansøgning samt dit CV - klik her








Identify. Invent. Inspire.